FRA AKVAVIT TIL WHISKY

NYT STORVÆRK OM SMÅ SKARPE

Den fulde sandhed om spiritus
Mixet af Jacob Ludvigsen
Udkommer den 4. november 2014

Pris kr. 249,95
192 sider
Rigt illustreret
Samvirke


Torsdag 30-10-2014 kl: 19:59 af Jacob Ludvigsen

Spiritus: Drik mindre, drik bedre!

Ordet spiritus er latin og betyder ånd eller sjæl. Og det er netop, hvad forfatteren bag denne nye bog ønsker mere af i vores omgang med spiritus: Mere fokus på nydelse og de forskellige spiritustypers nuancer, og mindre fokus på druk og de samme gamle travere. For det er måske lidt fantasiløst kun at drikke rum & cola eller gin & tonic, når der findes mindst 10.000 forskellige opskrifter på cocktails.

I Den fulde sandhed om spiritus kommer vi rundt om de enkelte spiritustyper, deres historie og de mange anvendelsesmuligheder. Bogen koncentrerer sig om de typer, der er forholdsvis nemme at finde i supermarkedet: Akvavit, vodka, gin, whisky, brandy, cognac, calvados, rom, tequila, bitter, absint, pastis og alverdens likører.

Spiritus fortjener sans for nuancer, mener forfatteren Jacob Ludvigsen. Hvis man ved lidt mere om de enkelte typer spiritus, får man større fornøjelse af at drikke – med omtanke. Til det danske smørrebrød hører fx akvavit, og man kan selv forvandle urter og planter til spændende smagsoplevelser ved hjælp af en flaske vodka - russernes og polakkernes stolthed. Fra Caribien og Sydamerika strømmer rom og tequila til Danmark i konkurrence med whisky fra Skotland, Irland og Amerika og cognac fra Frankrig. I denne bog kommer vi hele vejen med rundt. Bogen indeholder forslag til cocktails, og vi besøger cocktailbarer. Forfatteren runder af med et par alvorsord. For der er forskel på drik og druk.

Bogen er tilegnet både begyndere og let øvede, som har lyst til at nippe, nyde og byde.

Om forfatteren
Jacob Ludvigsen (født 1947) var blandt de første journalister, der i 1990’erne skrev om maltwhisky og besøgte destillerier i Skotland for magasinet Euroman. I de populære bøger ”Danskernes egen historie”, ”Fester og gæster” samt ”Vores ugeblade skildrede han den danske spirituskultur. I ”Røgfri – med tobak” introducerede han publikum til tobakspiller og snus. Som reklamemand stod han bl.a. bag den prisbelønnede reklamekampagne for sodavanden Squash med Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard. Jacob Ludvigsen redigerer Magasinet Bornholm og Københavneravisen og udgav i 2013 sine erindringer: ”Hobbit i habit”.

Yderligere information og kontakt
For bestilling af presse-eksemplarer, adgang til bogens forside, interviewaftale med forfatteren samt pressefotos, kontakt venligst presseansvarlig Mette Wibeck Olsen på mette@strandbergpublishing.dk eller telefon 4075 3476.



© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.