EFTERTRYK

Den socialdemokratiske giraf

Bogen er stadig på toppen af bestsellerlisterne - her er en vurdering af sagen, bragt i Kristeligt Dagblad.

Lørdag 15-03-2014 kl: 18:05 af Jacob Ludvigsen




Af Jacob Ludvigsen

Præstesønnen, journalisten og forlagsdirektøren Jakob Kvist handlede med rettidig omhu, da han valgte uge syv til at lade Dr. Mefisto opstå fra dødsriget i form af en trykt bog. Han kastede ”Den Hemmelige Socialdemokrat” for de sultne medieløver på et tidspunkt, hvor der ikke kunne gnaves mere i regeringskrisen. Nu kom der frisk foder på bladenes bord, som kunne serveres som nyhedsjournalistik med unavngivne kilder, lederartikler, anmeldelser, kommentarer, analyser og klummer. Forlaget Peoples’ Press behøvede ikke ofre annoncer; aviser og hævnlystne socialdemokrater sikrede salget af 25.000 eksemplarer.
Hvad skal man tro om indholdet? En del er velkendte hændelser, limet sammen med anekdoter. ”Skjøndt en Deel deraf var sandt, var der dog megen Løgn iblandt. (forfatteren Christian Wilster (1797-1840)). Er denne blanding af fakta og fiktion etisk forsvarlig? Vi er ovre i spøg og skæmt, ganske vist i den giftige afdeling, men man forventer vel ikke, at satire og sarkasme skal være hensynsfuld. Og hvad med forfatterens eksistens? Forlaget hævder, at smædesmeden er et af de 47 S-folketingsmedlemmer (gruppen er jo vokset på det seneste), og det har afstedkommet affektlignende udbrud: Meld dig, feje kryster, vi ved, hvem du er! Vi vil se giraffen!
Efter partiets gruppemøde tirsdag er parolen, at man ”ikke beskæftiger sig med skønlitteratur”, og at det er slut med kommentarer i pressen. Det tog ti dage at nå så vidt. En situationsbevidst formand – statsministeren - havde lukket sagen omgående med et overbærende smil.
Måske kunne intrigeskriftet give anledning til sund selvransagelse. Beskrivelsen af de såkaldte kaffeklubber er sand nok og handler om indbyrdes rivaliserende fraktioners kamp om magten. I mere end 20 år har partiet været plaget af dette uvæsen til skade for sammenholdet; måske skulle Arbejdstilsynet rykke ud for at foretage en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø hos Socialdemokraterne, der engang kaldte sig Socialdemokratiet og blev styret af statsmænd med autoritet.
Folket vil gerne høre hemmeligheder. Engang regeredes landet af et gehejmeråd, der residerede i den samme røde bygning, hvor finansminister Bjarne Corydon har kontor. Det ligger i ordet, at gehejmerødderne skal kunne holde på en hemmelighed, og nu er troskabseden brudt. Ingen kan vide, om der er en Mefisto-Judas i lokalet, som samler brænde til nye kapitler. Frygten for forræderi vil fremme parti-paranoiaen.
”Den Hemmelige Socialdemokrat” konkurrerede med giraffen Marius, der blev internationalt kendt – det opnåede hverken Mogens Jensen, Rasmus Prehn eller Henrik Sass Larsen, der blev sat under mistanke i spalterne. Slagtebænken venter imidlertid, og en dag vil synderen pludselig blive afsløret og parteret.
I morgen har Nørrebros Teater, et gammeldags medie, som er dømt forældet ligesom papiravisen, premiere på en ikke-anonym komedie om Kronprins Frederik. En tilskuer, der har set forpremieren – endda en pastor emeritus – fandt løjerne forholdsvis harmløse, de ender som en slags sympatierklæring til monarkiet. Dronningen dør dog i første akt. Er det etisk?

Jacob Ludvigsen, journalist og forfatter, skriver hver anden fredag om trykte medier.




© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.