FODBOLD MED FLADØL

SPORT OG SPROT

Brygget Her er et eksklusivt kundeblad for gæsterne på Bryggeriet Apollo og de øvrige bryggerier i Herefod-familien. I det kommende nummer serveres denne historie.

Onsdag 13-03-2013 kl: 16:30 af Jacob Ludvigsen

Fodbold med fladøl,
finans, fup og fiduser

AF JACOB LUDVIGSEN

Må man hviske noget spidst om sport? Helst ikke, for det er blevet big business med hærskarer, der tilbeder et hold eller en stjerne. Dem skal man ikke træde på, deres følelser overtrumfer fornuften. Glæden ved at være en del af noget større og det frydefulde ved at vinde er urinstinkter med rødder tilbage til løvearenaen i antikkens Rom.
Sport er sundt, det ved enhver. Brækkede ankler og iturevne ledbånd regnes for en nødvendig omkostning, når en spiller gi’r alt, hvad hun har i sig. Spark, stød, puf og benspænd anses for at være en del af kampens kår. Alt for hjemegnen, fædrelandet og bonuskontoen. Sundhedsmyndighederne er for noble til at udarbejde beregninger over prisen på sportens skader. Kun rygere og den slags rak skal føle dårlig samfunds-samvittighed. Fornylig blev en fremtrædende fodboldspiller grebet i at køre mod færdselsretningen i en kanonbrandert. Han har accepteret en rekordbøde og sagt undskyld, men bør ikke længere stå som et forbillede for unge med drømme om at blive boldgladiatorer.

Guld-Harald – en helt

Professionel sport er noget relativt nyt i Danmark. For 50 år siden var det en sensation, at Harald Nielsen blev hyret af Bologna og giftede sig med Mie fra ”Far til Fire”. Folk var stolte over, at vi kunne levere en stjernespiller, men ingen forestillede sig, at dansk fodbold ville udvikle sig til aktieselskaber med køb og salg af spillere og horder, som hærger.
Længe var landskampe noget, man hørte i Danmarks Monopolradio med Gunnar ”Nu” Hansen ved mikrofonen, og transmissionsretten kostede ikke noget. Det vildeste var tipskuponen, der blev indført i maj 1949. Kuponen bestod i begyndelsen af otte tipsrækker med hver 12 kampe, og der var gevinst til 12, 11, 10 og ni rigtige. Når Pressens Radioavis søndag aften oplæste tipsresultatet, skulle der være stille i de danske hjem. Kulturvogterne jamrede over den forråelse, der kunne lede spillesyge i fordærv.
Nu mumles der om matchfixing. Naivt forestillede man sig, at man skulle til det sydlige Italien for at finde eksempler på aftalt spil, men det er vist mere udbredt, end sportens venner bryder sig om at tænke på.
Professionel boksning har altid været under mistanke, men det er også lettere at instruere to slagsbrødre, end det må være at få et fodboldhold til at tabe med vilje – og holde kæft med det.
De faktiske forhold i cykelindustrien er præget af fusk med blodplasma, piller og indsprøjtninger; de egentlige vindere er medicinske bagmænd, der pumper rytterne. Måske skulle man bare give los og lade heltene underskrive en erklæring om, at de lader sig dope på eget ansvar og er parate til at betale med deres helbred.

Langsom cykelkørsel

Sport – eller sprot, som Jesper Klein kaldte det i sine satiriske tekster, for han var ikke fodboldfan – er blevet showbusiness med alt, hvad det indebærer af kommercielle muligheder: finanstransaktioner, klaphatte, tørklæder, bandereklamer, billetsalg og øl. Ganske vist er det fladøl med rigeligt vand, der hældes op i plastickrusene, men der løber nogle tusinde liter gennem systemet sådan en glad søndag. Og denne fortyndede drik ligger milevidt fra de skumskænkede glæder, man finder i dette tempel for Gambrinus, humlens helgen.
På min gamle skole blev der holdt en majfest. Et programpunkt hed ”langsom cykelkørsel”. Det gjaldt om at nå sidst over målstregen. Lad det blive en ny OL-disciplin.



© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.