NYT FJERNSYNSFORSLAG:

Højt skum og skål

Brygget Her 6 – 2012

Søndag 17-06-2012 kl: 21:01 af Jacob Ludvigsen

Af Jacob Ludvigsen

Dansk fjernsyn mangler øl. Her taler vi ikke om kantineforholdene i de enkelte tv-selskaber, hvor det for længst er slut med pilsnere. I gamle dage var Danmarks Radios kantine på Rosenørns Allé en livlig ølstue med lave priser, og det var acceptabelt at drikke med kolleger eller personer, som skulle interviewes. En administrationschef udstedte glad rekvisitioner til øl, så gæsterne følte sig velkomne. Programsekretærerne kunne kaldes til telefonen over højttaleren og passede således deres arbejde.

Afholdenhed og danskvands-søberi fører imidlertid ikke til mere begavede udsendelser. Fjernsynet savner et magasin med høj skumføring. Øl er et alsidigt emne, der interesserer et bredt udsnit af befolkningen, og hvis udsendelserne er værd at glo på, vanker der et par hundrede tusinde seere. Desuden er øl et næringsmiddel med vitaminer og mineraler, flydende brød har gennem årtusinder sikret sundhed og glæde.

Madprogrammer er populære over hele verden, og der er riiigeligt af dem. Kokke er helte, og måske kan gastronomien redde straffefanger fra at gentage deres dumheder. To brødre har været i stand til at spadsere ud af fjernsynsapparatet og ind i virkeligheden med egne restauranter. En varm kvinde serverer Anne-Mad, en anden bager kunstfærdige blomsterkager, og en englænder opdrager sine landsmænd til sund livsførelse ved at kyle tonsvis af junkfood i containere for øjnene af den måbende hob.

Sultne bliver vi hver dag. Ganske vist har en forsker pålagt sig selv kun at spise hver anden dag, og det kan man vel træne sig op til. Måske er det sulten, der driver publikum til at glo på fromager, souffléer, terriner og tapenader. Opskrifterne findes på hjemmesiden, men det er velsagtens under 0,01 promille af seerne, der kaster sig ud i de mere krævende discipliner. En passende titel til et madshow kunne være ”Skueretter”.

Når man kan sylte, salte, vacuumere, braissere og confitere for åbent kamera, er der også basis for at malte, gære, humle og smage. Øllets status som næringsmiddel og naturprodukt er et gennemgående tema. Bønder fortæller om deres solmodnede byg, mens forskere lader mikroskopet vise mikroorganismernes arbejdsglæde. Med omkring 100 bryggerier i Danmark er der nok at tage fat på, og når der er brug for afveksling, findes der endnu flere i Belgien og Tyskland.

Nu kommer livsglædedræberne rendende. Hvordan har du det med det? lyder deres intelligente standardspørgsmål til statsmænd, x-factorvrag, sportsfolk og finansanalytikere. Det vil være farligt for de aller-aller svageste i det her samfund, hvis fjernsynet i den bedste sendetid bringer forherligelse af alkoholiske drikke, folk bliver drevet ud i drukkenskab, og folkesundheden krænkes. De velopdragne journalister vil ringe til misbrugseksperter og stille mistænkeliggørende spørgsmål til bagmændene. Jammer, jammer, jammer. Er det i det hele taget acceptabelt, at en pensionskasse køber aktier i Carlsberg?

Forargelseskulturen gennemsyrer medierne, den politisk ukorrekte tone luges væk med hård hånd. Tiden er inde til tv, aviser og radio, der er i opposition til de samvirkende godhedsmedier med deres klamme grød af folkeafretning.
Seerne er på vej væk fra DR og TV2 mod andre kanaler, og det forstår man godt. TV2 er ikke værd at betale for, DR1 finansieres af en tvangsskat, der kaldes medielicens og ifølge deres egne klæge reklamer er ”noget, vi gi’r til hinanden”.

Måske læses dette af en kanalchef, der glæder sig til at nyde et glas skumskænket. Vi er flere, der glæder os til at hjælpe med at skænke glæde på fladskærmen.




© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.