E-mail:
Tilmeld Frameld
Klik venligst
EFTERTRYK
GODT STOF

Jacob Ludvigsens nye klumme om trykte medier bringes hver anden fredag i Kristeligt Dagblad. Her er den første

Lørdag 15-03-2014 kl: 17:59 af Jacob Ludvigsen     

Den trykte avis fortjener et forsvar. Al respekt for de store digitale sejre, der slår verden med forbavselse og beundring. At det er muligt at modtage avisen på en skærm er mageløst, og der forestår et definitivt brud med et halvt årtusindes forestilling om, at ord skal læses på papir. Men lad det vare længe, så kvalitetsavisen ikke blæser bort som efterårets blade.
Forskellen ligger i stofligheden. Kald det en romantisk og bagstræberisk trang til at hage sig fat i fortiden, men man læser en trykt avis på en anden og mere grundig måde. Måske er det en vanesag, men man er mere tilbøjelig til at scrolle og skimme, når dagens tekst triller hen over skærmen, end hvis man bladrer og lader øjnene vandre hen over en side. Hvidt papir er sundt for synsindtrykket.
Perceptionsintensiteten – eller på dansk: graden af indholdstilegnelse – må kunne måles og vejes. Påstanden er, indtil andet er bevist, at det trykte ord fæstner sig stærkere i hukommelsen ved læsning af en papiravis. Undersøgelser af publikums erindring om, hvad de kan huske, når de har set en nyhedsudsendelse i fjernsynet, er skræmmende.
Stofligheden er også konkret. Man kan nemt og bekvemt klippe artikler ud af den gammeldags avis. Fra min mormor, der var født i 1895, har jeg arvet en scrapbog med indklæbede artikler om justitsminister Albertis bedrageri i 1908 og den russiske revolution i 1917 side om side med notitser om slægten Nyrop. Den er et klenodie; i bøger fra hendes bibliotek ligger anmeldelser og forfatterinterviews. Når man prøver at printe en vigtig artikel fra en digital avis, bliver resultatet i bedste fald optisk forvrænget.
Jeg kendte engang en forfatter, der gemte alle udgaver af dagbladet Information, men han var nu også psykisk ustabil, og samlingen blev nådesløst bragt til forbrænding, da han og hustruen måtte flytte til en mindre lejlighed. Selvfølgelig kan man ikke opbevare flere årgange af en avis i sit eget hjem, men man kan trods alt gemme udvalgte eksemplarer. Aviser fra besættelsen og befrielsen er klenodier og tidsbilleder, som samlere sætter pris på.
Trykte aviser er stadig dominerende på de kontorer, hvor vigtige afgørelser træffes. Her tænkes på redaktionerne, hvor nyhedsstrømmen filtreres og regenereres, på ministerier og på interesseorganisationer med den daglige stak aviser som kompasnåle, der sætter retningen for dagens gerning. Papiraviserne udgør en fælles referenceramme af indiskutabel betydning for samfundsdebatten. Ved det politiske medieforlig for et år siden blev denne kendsgerning arrogant fejet til side med et letkøbt slogan om, at man ikke skulle støtte papir og distribution, men satse på netmedier, hvis gennemslagskraft vi endnu har til gode at se.
Et ansvarligt bladhus skal publicere på alle platforme, javist. Men respekten for og kærligheden til den trykte avis med dens fordele og begrænsninger må ikke overtrumfes af den digitale begejstring.
At man ikke kan tænde op i brændeovnen med en læseskærm er en mindre væsentlig detalje, og fiskehandlerne skal nok klare sig.

Jacob Ludvigsen

Jacob Ludvigsen har mere end 40 års erfaring fra dagblade, ugeblade, ugeaviser, fagblade, magasiner og elektroniske medier og er i dag redaktør af Magasinet Bornholm. Desuden er han tekstforfatter og konsulent for flere virksomheder. I efteråret 2013 udsendte han erindringsbogen ”Hobbit i Habit” (Gyldendal). Han skriver hver anden fredag om de trykte medier.



© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- NYT STORVÆRK OM SMÅ SKARPE
- 100 ÅR OG ALENE PÅ BANEN
- ALTINGETS NYE MAGASIN
- Kapitalens kannibalisme
- Danmarks største dagblad er vederlagsfrit
- Den socialdemokratiske giraf
- ORGANET FOR DEN HØJESTE NEDBLÆNDING
- GODT STOF
- Nyt lys over mørke sider af Bornholms historie
- Øl i telefonen
- Bevar fiskeriet - skyd sælerne
- Fodbold med fladøl, finans, fup og fiduser
Vil Karen Hækkerup fra Landbrug og Fødevarer kræve tilskud til svinene?
Ja, det bliver hun nødt til inden 1. 12.
Nej, hun vil prøve at presse EU
Hun vil prøve at undgå tiggergang


Se flere afstemninger!

Klik venligst
Norton 360