E-mail:
Tilmeld Frameld
Klik venligst
KLASSISK KLUMME
FORSVAR FOR FYLDEPENNEN

I det kommende nummer af CLASSICO-MAGASINET kan man læse disse betragtninger.
Besøg klubben og få et godt tilbud.


Søndag 21-10-2012 kl: 22:44 af Jacob Ludvigsen     

Af Jacob Ludvigsen

I min sorte pennebakke, som jeg fik af Dan Turèll på min 30 års fødselsdag, har mine tre fyldepenne deres faste hvilepunkt, så de ikke forputter sig under en stak papirer. Dan sværgede til Parker. Mont Blanc er mit favoritmærke. MB Meisterstück er udstyret med en bred 18 karat guldpen, og for tiden er der grønt blæk i dens brændstoftank. Også for en nodeskriver må den være et vidunderligt værktøj. Man kan sammenligne dens komfortable bevægelse med en kostbar Mercedes-Benz’ behagelige blødhed og kraftoverskud. Mesterstykket er kuglepennen overlegen og egner sig til store ord, ikke notater i små Moleskin-notesbøger. Vægten er 37 gram. Bilen og fyldepennen er i øvrigt omtrent lige gamle opfindelser fra 1880’erne.

Min mellemste Mont Blanc vejer 27 gram og er påfyldt rødt blæk. Den er købt i Paris. Jeg havde stået længe foran flagskibsbutikken på Champs Elysée og overvejet, om jeg skulle træde ind i dette elysium, men fandt det upassende at ofre så meget på en souvenir til sig selv. Min kære hustru Elizabeth fik imidlertid øje på en juveler i Rue Rivoli, der udstillede et parti væsentligt nedsatte Mont Blanc, og hun fik mig hurtigt overtalt; 200 Euro var under en tredjedel af normalprisen. Det skete på Bastilledagen den 14. juli 2009. At den skriver rødt er dog ikke en konsekvens af sentensen i Marseillaisen i P. A. Heibergs danske fortolkning:
”Afsted, afsted, de Voldsmænds Blod
Skal strømme for vor Fod”.
Da jeg holdt en pause, inden jeg ville anprise min tynde og 20 gram tunge MB med blækpatroner (Royal Blue Ink), læste jeg i The Economist, der hver uge på sidste side bringer en enkelt nekrolog, at Nguyen Chi Thien var død, 73 år. Jeg havde heller aldrig hørt om denne vietnamesiske digter, der ikke synes oversat til dansk. Han var kritiker af det kommunistiske regime og derfor ukendt i toneangivende danske kredse, der beundrede diktator Ho Chi Minh. Selv Turèll skrev i sine tidligste år om den rare og poetiske Onkel Ho. Så ville det jo ikke være passende at fordanske Nguyens Skråt Op!-digt om ham:
Let the hacks with their prostituted pens
Comb his beard, pat his head, caress his arse!
To hell with him!
Den 16. juli 1979 – Vietnam-dissidenten bemærkede senere, at det var to dage efter Bastilledagen, og dér har vi en lille krog til pariserfyldepennen – stormede han med militsen i hælene ind på den britiske ambassade i Hanoi for at bringe sine 400 digte i sikkerhed. En funktionær tog imod dem, og således beroliget lod Nguyen Chi Thien sig arrestere.
Han tilbragte år i fængsler og arbejdslejre, og da hans manuskripter blev ædt af rotter, lærte han sig at bruge hukommelsen til at skabe og opbevare poesi og recitere digte for medfanger. Vogterne tillod ham ikke at besidde pen eller papir. I 1985 tildeltes han International Poetry Award, som regimet hindrede ham i at modtage.
I 17 år indtil sin død i oktober levede han i Little Saigon i Californien. Gad vist, hvilken status han nyder i sit fædreland, som stadig er en etpartistat som Kina og Nordkorea.
Nguyen Chi Thien havde været glad for en blank blok og en billig blå BIC. Jeg har tre Mont Blanc. Måske skulle jeg bruge dem til at skrive mere om intellektuelle, der lukkede øjnene for kommunismens systemkritikere.



© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- NYT STORVÆRK OM SMÅ SKARPE
- 100 ÅR OG ALENE PÅ BANEN
- ALTINGETS NYE MAGASIN
- Kapitalens kannibalisme
- Danmarks største dagblad er vederlagsfrit
- Den socialdemokratiske giraf
- ORGANET FOR DEN HØJESTE NEDBLÆNDING
- GODT STOF
- Nyt lys over mørke sider af Bornholms historie
- Øl i telefonen
- Bevar fiskeriet - skyd sælerne
- Fodbold med fladøl, finans, fup og fiduser
Vil Karen Hækkerup fra Landbrug og Fødevarer kræve tilskud til svinene?
Ja, det bliver hun nødt til inden 1. 12.
Nej, hun vil prøve at presse EU
Hun vil prøve at undgå tiggergang


Se flere afstemninger!

Klik venligst
Norton 360