E-mail:
Tilmeld Frameld
Klik venligst
FØLG FØLJETONEN OM VICTORPRISEN
Hermed erklærer jeg Victorprisen ugyldig

NYE OPDATERINGER
En hæderspris skal uddeles af og til hædersmænd
Journalisten omtaler sagen - hverken Politiken eller Jyllands-Posten ville trykke indlægget.
Københavneravisen: Sæt Madsen af pladsen.


Torsdag 06-09-2012 kl: 09:30 af Jacob Ludvigsen     

Af Jacob Ludvigsen


I efteråret 1979 foreslog jeg chefredaktør Sven Ove Gade, at vi skulle indstifte Victoprisen i anledning af Victor Andreasens 60 års fødselsdag den 18. februar 1980. Ambitionen var at give Cavlingprisen konkurrence; Victor havde betydet lige så meget for Ekstra Bladet, dengang Danmarks største avis, som Henrik Cavling i sin tid for dagbladet Politiken. Første prismodtager var Morgenavisen Jyllands-Postens navnkundige journalist Eigil Evert, der havde afsløret stærkt kritisable tilstande i Post- og Telegrafvæsenet.
Siden degenererede Victorprisen til fortrinsvis at være en intern personalepræmie.
Til min forbløffelse erfarer jeg i Jyllands-Posten 5. september, at den nuværende chefredaktør, Poul Madsen, i juni måned overrakte den symbolske brosten til journalist Jan Kjærgaard for hans opgør med en ”rådden spindoktorkultur”. Dette optrin var forbigået min opmærksomhed.
På baggrund af de seneste dages afdækning af Ekstra Bladets rolle i sagen omkring statsministerens og hendes gemals skattesag finder jeg det nødvendigt at ugyldiggøre Victorprisen en gang for alle. Det er ærekrænkende for Victor Andreasens eftermæle, hvis han fortsat skal lægge navn til en hædersbevisning, der uddeles af og til personligheder af Madsens og Kjærgaards kaliber. Som prisens ophavsmand påberåber jeg mig en vis form for ophavsret.
Da Victorprisen, der udover en brosten består af et weekendophold på Hotel Dania i Silkeborg, Victors hjemstavn, og 10.000 kr., finansieres over driftsbudgettet og ikke gennem forrentning af en fondskapital, kræver det blot et pennestrøg at spare udgiften væk, hvilket jeg opfordrer bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl til at gøre. Han kan forelægge spørgsmålet på førstkommende bestyrelsesmøde, hvor der på baggrund af undersøgelseskommissionens arbejde sikkert vil være meget at drøfte.

Fra: Anders-Peter Mathiasen [mailto:apm@journalist.com]
Sendt: 10. september 2012 14:14
Til: jalu@jacob-ludvigsen.dk
Emne: Victorprisen

Kære Jacob.
Jeg har læst dit udfald mod EB og skal bare henvise til et udfald om samme emne, som jeg lagde på Facebook 1. juni. Håber at du har det godt, og at vi snart ses.
Kh.
Anders-Peter



Jan Kjærgaard en både en dubiøs person og en anløben journalist. Jeg kender ham personligt og ved, hvad jeg taler om. Og nu har han fået Ekstra Bladets Victor-pris.

Jeg fik selv prisen i 1993 og en naturlig reaktion ville faktisk være at sende brostenen tilbage til Rådhuspladsen i foragt. Det gør jeg ikke, for Victor Andreasen -- som man kan sige meget om, men som jeg også beundrer -- var med til at tildele mig den. Og jeg fik brostenen overrakt personligt af Sven Ove Gade, hvad der gjorde mig stolt.

Men Kjærgaard -- lad vor milde Skaber beskytte os.


Jacob Ludvigsen har fra 1966 og til 2010 været ansat på og arbejdet som selvstændig konsulent for Ekstra Bladet, blandt andet som lederskribent og søndagsredaktør.

Jpurnalisten 10. septembr

Jacob Ludvigsen: »Nedlæg Victor-prisen«



»Det er jo et narrespil. Prisen har mistet betydning og det er bedre, helt at sløjfe den,« siger manden, der fik ideen til Victorprisen


Af: Bo Elkjær
Om: Skattesagskommission
Priser (Cavling etc.)


»Efter det her postyr, hurlumhej og narrespil, som Ekstra Bladets Gøg og Gokke har opført, har Victorprisen mistet sin betydning. Det er bedre, helt at sløjfe den,« siger Jacob Ludvigsen til journalisten.dk.

Den gamle journalist, aktivist, kommentator og forfatter er vred over, at Ekstra Bladet i sommer gav Victorprisen til journalist Jan Kjærgaard for hans opgør med en "rådden spindoktorkultur", som det hed i begrundelsen.

Nu har Jacob Ludvigsen offentliggjort en erklæring, hvor han forlanger prisen nedlagt:

»På baggrund af de seneste dages afdækning af Ekstra Bladets rolle i sagen omkring statsministerens og hendes gemals skattesag finder jeg det nødvendigt at ugyldiggøre Victorprisen en gang for alle. Det er ærekrænkende for Victor Andreasens eftermæle, hvis han fortsat skal lægge navn til en hædersbevisning, der uddeles af og til personligheder af Madsens og Kjærgaards kaliber,« skriver Jacob Ludvigsen.

Det var Jacob Ludvigsen, der i 1979 fik ideen til prisen og foreslog daværende chefredaktør på Ekstra Bladet Sven Ove Gade, at der hvert år skulle uddeles en journalistisk pris i Victor Andreasens navn.

»Det var mig, der fik ideen til den pris, så jeg synes faktisk, at jeg har en vis ophavsret til den pris. Jeg var på Ekstra Bladet i 1979 og sagde til Sven Ove Gade, at "kunne man ikke oprette sådan en pris?", og det begyndte Gade så at undersøge. Prisen begyndte som en rigtig pris, ikke som en personalepris. Man scannede hele feltet for at finde den bedste journalistik,« siger Jacob Ludvigsen til journalisten.dk

»Jeg ser til min forbavselse, at man, ikke på Victor Andreasens fødselsdag, vel at mærke, men på en tilfældig junidag har overrakt prisen fra Poul Madsen til Jan Kjærgaard. Det er jo et narrespil. Jeg mener, at Victor-prisen dermed har ugyldiggjort sig selv. Det er meget beskæmmende for Ekstra Bladet det, der foregår. Jeg har svært ved at se, hvordan de kommer op af den grøft igen.«

»Jeg ville gerne være en flue på væggen ved næste bestyrelsesmøde.«



Journalisten forsøger at få en kommentar fra Poul Madsen...

Københavneravisens leder 10. september 2012

Sæt Madsen af pladsen

Når formand Jørgen Ejbøl næste gang byder velkommen i JP/Politikens bestyrelseslokale på Rådhuspladsen, vil et væsentligt punkt på dagsordenen være Ekstra Bladets fremtid. Ikke nok med, at det trykte oplag siver dag for dag, avisens omdømme er også blevet slemt ramponeret efter chefredaktør Poul Madsens og journalist Jan Kjærsgaards optræden i den skattekommission, som skal afklare omstændighederne omkring statsminister Helle Thorning-Schmidts og gemalen Neil Kinnocks usædvanlige forhold.

Narrehatten Poul Madsen har før, under og efter afhøringen undergravet Ekstra Bladets position. Først ville han ikke sige undskyld, så erklærede han skinhelligt spindoktorkulturen krig, som en anden Stalin søgte han forgæves at slette fire centrale artikler i arkivdatabasen Infomedia, og derefter fjernede han Kjærsgaard fra Christiansborg og beordrede ham på ferie, alt imens han lod sin hustru dække sagen i Ekstra Bladet. Det så han ingen problemer i.

Nu gælder det for bestyrelsen om at finde en afløser for Poul Madsen. Inden den seneste affære er der ført samtaler med mindst en kvalificeret kandidat, som dog trak sig i sidste øjeblik. Bedst vil det være, om den bestyrelse, der har ansat Madsen, selv undgår at tabe ansigt. Men Ejbøl må ikke tro, at offentligheden glemmer Madsens pinlige optræden. Giv ham to års løn og muligheden for at udtale, at han trækker sig på eget initiativ og for bladets skyld, og sæt så gang i genrejsningen af den avis, der engang var Københavns vigtigste med redaktører som Frejlif Olsen, Victor Andreasen og Sven Ove Gade.

Københavneravisen


© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- NYT STORVÆRK OM SMÅ SKARPE
- 100 ÅR OG ALENE PÅ BANEN
- ALTINGETS NYE MAGASIN
- Kapitalens kannibalisme
- Danmarks største dagblad er vederlagsfrit
- Den socialdemokratiske giraf
- ORGANET FOR DEN HØJESTE NEDBLÆNDING
- GODT STOF
- Nyt lys over mørke sider af Bornholms historie
- Øl i telefonen
- Bevar fiskeriet - skyd sælerne
- Fodbold med fladøl, finans, fup og fiduser
Vil Karen Hækkerup fra Landbrug og Fødevarer kræve tilskud til svinene?
Ja, det bliver hun nødt til inden 1. 12.
Nej, hun vil prøve at presse EU
Hun vil prøve at undgå tiggergang


Se flere afstemninger!

Klik venligst
Norton 360