E-mail:
Tilmeld Frameld
Klik venligst
H. C. ANDERSEN
Det utroligste

Ja, det er utroligt, hvad mesteren kunne forvandle til eventyr. Her er et af de knap så kendte. Læs højt!

Fredag 06-07-2012 kl: 16:20 af Jacob Ludvigsen     

H.C. Andersen - Hans Christian Andersen eventyr

Det Utroligste

1872

Den som kunde gjøre det Utroligste skulde have Kongens Datter og det halve Rige.
De unge Mennesker, ja de gamle med, anspændte alle deres Tanker, Sener og Muskler; To spiste sig til Døde og Een drak sig ihjel for at gjøre det Utroligste efter deres Smag, men det var ikke paa den Maade, det skulde gjøres. Smaa Gadedrenge øvede sig hver i at spytte sig selv paa Ryggen, det ansaae de for det Utroligste.
Paa en bestemt Dag skulde det fremvises, hvad Enhver havde at fremvise som det Utroligste. Der var ansat som Dommere Børn fra tre Aar til Folk op i de halvfems. Der blev en heel Udstilling af utrolige Ting, men Alle vare snart enige om at det Utroligste var her et stort Stue-Uhr i Foderal, mærkværdigt udspeculeret uden og inden. Ved hvert Klokkeslet kom der levende Billeder, som viste hvad Klokken var slaaet; det var hele tolv Forestillinger med bevægelige Figurer og med Sang og Tale.
"Det var det Utroligste!" sagde Folk.
Klokken slog eet, og Moses stod paa Bjerget og nedskrev paa Lovens Tavler det første Troens Bud: "der er kun een eneste sand Gud."
Klokken slog to, da viste sig Paradisets Have hvor Adam og Eva mødtes, lykkelige begge To, uden at eie saa Meget som et Klædeskab; de behøvede det heller ikke.
Ved Slaget tre viste sig de hellige tre Konger, den Ene kulsort, det han ikke kunde gjøre ved, Solen havde sværtet ham. De kom med Røgelse og Kostbarheder.
Paa Slaget fire kom Aarstiderne: Foraaret med Kukkeren paa en udsprungen Bøgegreen, Sommeren med en Græshoppe paa det modne Kornax, Efteraaret med en tom Storkerede, Fuglen var fløien bort, Vinteren med en gammel Krage, der kunde fortælle Historier i Kakkelovnskrogen, gamle Minder.
Slog Klokken fem viste sig de fem Sandser: Synet kom som Brillemager, Hørelsen som Kobbersmed, Lugten solgte Violer og Skovmærker, Smagen var Kok og Følelsen Bedemand med Sørgeflor ned til Hælene.
Klokken slog sex: der sad en Spiller, han kastede Tærning og denne vendte den høieste Side op, og der stod sex.
Saa kom de syv Ugedage eller de syv Dødssynder, det vare Folk ikke enige om, de hørte jo sammen og vare ikke let at skille.
Saa kom et Munkechor og sang Ottesang.
Paa Slaget ni fulgte de ni Muser; een var ansat ved Astronomien, Een ved det historiske Archiv, Resten hørte til Theatret.
Paa Slaget ti traadte atter Moses frem med Lovens Tavler, der stode alle Guds Bud og de vare ti.
Klokken slog igjen, da hoppede og sprang smaa Drenge og Piger, de legede en Leg og sang dertil: "Bro, bro, brille, Klokken er slaaet elleve!" og det var den slaaet.
Nu slog den tolv, da traadte frem Vægteren med Kabuds og Morgenstjerne, han sang det gamle Vægtervers:

"Det var ved Midnatstide,
Vor Frelser han blev født!"

og idet han sang, voxte Roser, og de bleve til Englehoveder, baarne af regnbuefarvede Vinger.
Det var yndigt at høre, det var deiligt at see. Det Hele var et mageløst Konstværk, det Utroligste, sagde alle Mennesker.
Konstneren var en ung Mand, hjertensgod, barneglad, tro Ven og hjelpsom mod sine fattige Forældre; han fortjente Prindsessen og det halve Rige.
Afgjørelsens Dag var kommen, hele Byen stod i Stads og Prindsessen sad paa Landets Throne, der havde faaet nye Krølhaar, men dog ikke var blevet mere magelig og behagelig. Dommerne rundt om saae saa poliske hen til ham der skulde vinde, og han stod freidig og glad, hans Lykke var vis, han havde gjort det Utroligste.
"Nei, det skal nu jeg gjøre!" raabte lige i det Samme en lang knoklet Kraftkarl. "Jeg er Manden for det Utroligste!" og saa svingede han en en stor Øxe mod Konstværket.
"Krisk! krask! qvas!" der laae det Hele. Hjul og Fjedre foer rundt om, Alt var ødelagt!
"Det kunde jeg!" sagde Manden; "min Gjerning har slaaet hans og slaaet Eder Allesammen; jeg har gjort det Utroligste!"
"Ødelægge et saadant Konstværk!" sagde Dommerne. "Ja det var det Utroligste!"
Hele Folket sagde det Samme, og saa skulde han have Prindsessen og det halve Rige, for en Lov er en Lov, selv om den er det Utroligste.
Der blæses fra Volden og fra alle Byens Taarne: "Brylluppet skal feires!" Prindsessen var slet ikke fornøiet for det, men yndig saae hun ud og kostelig var hun klædt paa. Kirken straalede med Lys, seent paa Aftenen, det tager sig bedst ud. Byens adelige Jomfruer sang og førte Bruden frem, Ridderskabet sang og fulgte Brudgommen; han kneisede som om han aldrig kunde knækkes over.
Nu holdt Sangen op, der blev saa stille at man kunde have hørt en Knappenaal falde til Jorden, men midt i den Stilhed fløi med Bulder og Brag den store Kirkedør op og - "bum! bum!" der kom hele Uhrværket marscherende midt igjennem Kirkegangen og stillede sig mellem Brud og Brudgom. Døde Mennesker kunne ikke gaae igjen, det vide vi meget godt, men et Konstværk kan gaae igjen, Legemet var slaaet i Stykker, men ikke Aanden, Konstaanden spøgede, og det var ingen Spøg.
Konstværket stod der livagtigt som da det var heelt og urørt. Klokkeslagene lød, det ene paa det andet, lige til tolv, og Skikkelserne der mylrede frem; først Moses; der lyste ligesom Ildsluer ud af hans Pande, han kastede Lovens tunge Steentavler paa Brudgommens Fødder og bandt dem til Kirkegulvet.
"Jeg kan ikke løfte dem igjen!" sagde Moses. "Du har slaaet Armene af mig! staa som Du staaer!"
Nu kom Adam og Eva, de Vise fra Østerland og de fire Aarstider, hver sagde ham ubehagelige Sandheder, "skam Dig!"
Men han skammede sig ikke.
Alle de Skikkelser, hvert Klokkeslet havde at fremvise, traadte ud af Uhret, og alle voxte de i forfærdelig Størrelse, det var som om der ikke blev Plads for de virkelige Mennesker. Og da ved tolvte Slag Vægteren traadte ud med Kabuds og Morgenstjerne blev der et underligt Røre; Vægteren gik lige ind paa Brudgommen og slog ham for Panden med Morgenstjernen.
"Lig der!" sagde han, "Lige for Lige! Vi ere hevnede og Mester med! vi forsvinde!"
Og saa forsvandt hele Konstværket; men Lysene rundt om i Kirken blev til store Lysblomster, og de forgyldte Stjerner under Loftet sendte lange, klare Straaler, Orgelet klang af sig selv. Alle Mennesker sagde at det var det Utroligste, de havde oplevet.
"Vil De saa tilsige den Rigtige!" sagde Prindsessen. "Han, som gjorde Konstværket, han være min Ægtemand og Herre!"
Og han stod i Kirken, det hele Folk var hans Følgeskab, Alle glædede sig, Alle velsignede ham; der var ikke Een, der var misunderlig, - ja det var det Utroligste!


© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- NYT STORVÆRK OM SMÅ SKARPE
- 100 ÅR OG ALENE PÅ BANEN
- ALTINGETS NYE MAGASIN
- Kapitalens kannibalisme
- Danmarks største dagblad er vederlagsfrit
- Den socialdemokratiske giraf
- ORGANET FOR DEN HØJESTE NEDBLÆNDING
- GODT STOF
- Nyt lys over mørke sider af Bornholms historie
- Øl i telefonen
- Bevar fiskeriet - skyd sælerne
- Fodbold med fladøl, finans, fup og fiduser

Overskrift:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
For at indsende din kommentar skal du indtaste billedets nummer og bogstaver i feltet nedenfor.
Kan du ikke se hvad der står så klik på billedet for at få en ny.

Indtast nummer og bogstaver .

Vil Karen Hækkerup fra Landbrug og Fødevarer kræve tilskud til svinene?
Ja, det bliver hun nødt til inden 1. 12.
Nej, hun vil prøve at presse EU
Hun vil prøve at undgå tiggergang


Se flere afstemninger!

Klik venligst
Norton 360