E-mail:
Tilmeld Frameld
Klik venligst
LILLA BLOK
Margrethe III

Leder til Nyt fra Danmark af Jacob Ludvigsen

Mandag 25-06-2012 kl: 14:42 af Jacob Ludvigsen     

Landet Lilla
Når man blander rød og blå, dannes farven lilla. Dansk politik var længe forenklet til at handle om rød blok contra blå. Ved efterårsvalget vandt de røde, og de blå gik i opposition. Da den røde regering med nationens første kvindelige statsminister i spidsen inden sommerferien skulle føde et skatteforlig, måtte de blå optræde som jordemoder, mens de virkelig røde – regeringens støtter – blev stødt ud i kulden, skønt de næsten var parat til at sluge store skattekameler.
Nu regeres Danmark af et flertal, der kan kaldes lilla blok. På fløjene står Enhedslisten og Dansk Folkeparti, den blå regerings faste forligsfæller. Hver især og tilsammen raser de over det lilla flertal på vegne af de offentligt forsørgede vælgere, som hen over en årrække vil blive udsat for en marginal reduktion af deres arbejdsfri indkomst. Samtidig vil det arbejdende folk opleve mindre lettelser i indkomstskatten, som dog vil blive opsuget af fedt- og sukkerskatter og såkaldt grønne afgifter.
Næste forhindring i et Danmark under stærk forandring er at skabe flertal for finansloven. Venstre og Konservative har ikke lovet noget, og hvis Enhedslisten skal sikre 90 mandater, bliver prisen så høj, at Radikale ikke kan være med. Falder Helle Thorning-Schmidt på finansloven må hun udskrive valg, det vil det være en ustabilitets-ridse i den danske lak. Trods voldsomme udfordringer har Danmark status som et stabilt land med et statsunderskud, der slet ikke når de sydeuropæiske højder. Den danske krone er ved at få status som tilflugtsvaluta, og de første statsobligationer med negativ rente har set dagens lys.
Nattens dronning er Margrethe III. Den radikale økonomiminister Vestager har stabile tal i meningsmålingerne i forhold til Socialdemokraterne og SF, der styrtbløder. Når tiden er moden, vil hun i pagt med sit partis traditioner skifte fra rød til blå blok og gøre krav på statsministerposten i lighed med forgængeren Hilmar Baunsgaards trekantsregering 1968-1971.
Ni måneder i rødt har sat sig spor. Den kriminelle lavalder blev hævet fra 14 til 15 år, der blev skruet op for antallet af asylanter og indført et kirkeligt ritual for homoseksuelle vielser, tre eksempler på den økonomisk omkostningsfri symbolpolitik, der skal markere et ”systemskifte”. På disse områder har de tre regeringspartier kunnet finde hinanden i et værdifællesskab og kunnet fejre det med Enhedslisten.
Nøgternt set får statsministeren besvær med at trække sig selv og partiet op. Fortsætter de dårlige vælgermålinger, kan hun forudse samme bøvl med baglandet som SF og udenrigsminister Søvndal har. Det rutinemæssige halvårs-formandsskab for EU er overstået og kan ikke længere tjene som undskyldning for at udskyde beslutninger i det lille, lilla land, hvor krisens omfang og varighed endnu ikke er gået op for alle. Der er langt fra København til Athen.
Nødvendigheden af at tilpasse velfærden til vigende velstand er ikke noget specielt for Danmark. Hele EU skal omstille sig til et lavere offentligt forbrug, hvor hævdvundne rettigheder må vige. Uanset om regeringen er rød, blå, violet, grøn eller pink er den underlagt krav fra højere sted, dvs. Bruxelles eller snarere Berlin. Man skal ikke gøre sig for høje tanker om suveræniteten, ni ud af ti nye danske love er europæiske, og kronen er låst fast til euro. Så længe den måtte bestå. Et flertal af tyskere drømmer sig tilbage til D-marken, men det er nostalgi. Verden har forandret sig siden årtusindskiftet, og ingen præsidenter, kanslere eller statsministre kan dreje tidens hjul tilbage.

Jacob Ludvigsen


© Copyright 2017 jacob-ludvigsen.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Flere nyheder i denne sektion:

- Margrethe III
- Nu er vi alle en slags milliardærer
- Bornholms Tidende: OPLAG SNART UNDER 10.000 OM DAGEN
- Langt lavere bjerge
- ON THE ROAD AGAIN
Vil Karen Hækkerup fra Landbrug og Fødevarer kræve tilskud til svinene?
Ja, det bliver hun nødt til inden 1. 12.
Nej, hun vil prøve at presse EU
Hun vil prøve at undgå tiggergang


Se flere afstemninger!

Klik venligst
Norton 360